Metroselskabet I/S Assets & Renewals (ASAR)

Asset Manager

Asset Manager

Vil du være med til at flytte Metroselskabets beslutninger om reinvesteringer til et mere digitaliseret niveau?

Metroen er netop fyldt 20 år. Siden de første linjer blev besluttet og efterfølgende designet, planlagt og bygget, har Metroselskabet været båret af en ukuelig ambition om at skabe infrastruktur i verdensklasse. I 2022 har vi bygget anlæg for godt 40 mia. kr. og vi er på en fortsat vækstrejse.

Vores vækst stiller nye krav til den måde, vi planlægger, implementerer og følger op på både vedligehold og reinvesteringer. Når vi i dag beslutter hvilke reinvesteringer og nye investeringer, der skal sættes i gang for at sikre, at metroen opretholder sin evne til at generere afkast, baserer vores beslutninger sig på en grundig asset management proces, men også på en proces som er forholdsvis håndholdt og baseret på den tekniske know-how hos specialister i selskabet samt hos driftsoperatøren.

Det ønsker vi skal være langt mere system- og databaseret i fremtiden, og vi leder derfor efter en asset manager, som vil være med til at skabe fremtiden sammen med os.

Det er vigtigt, at du er god til både økonomi, data og teknik. Du kommer ikke til et plug-and-play digitaliseret asset management system, men skal have lyst til at være med til at bygge det op. Det kræver, at du er både vedholdende og tålmodig. Handlekraftig og til tider insisterende. Du skal kunne række ud til interessenter og samtidig skal du synes systemer - og hvad de kan bruges til - er spændende og værdifuldt.

Du kommer til at sidde i Team Asset Information i enheden Assets & Renewals, hvor vi fokuserer på drift, vedligehold og reinvesteringer. Vi er en god blanding af tekniske specialister og generalister med forskellig baggrund. Vi sætter pris på alles input og særlige kompetencer. Vores omgangstone er uformel, og vi har et godt sammenhold. Vi spiser frokost sammen og mødes ugentligt med resten af selskabet til fælles morgenmad, hvor vores adm. direktør giver en status - både på de store anlægsprojekter og de driftsrelaterede emner.

Du vil som asset manager komme til at arbejde tæt sammen med tekniske specialister som fx Keld, der er systemingeniør og Martin, der er maskinmester, og ikke mindst vores asset manager Delsher Mirza, som har sin baggrund i den norske oliebranche. Afdelingschefen Jakob Keinicke Sørensen vil sørge for at du får en god og effektiv on-boarding, hvor du føler dig taget godt imod og at du får opgaver, som du kan løse både på kort og langt sigt, samtidig med at du får hjælp til at skabe de relationer og det netværk i organisationen, du har brug for. I alt er vi ca. 300 kolleger i Metroselskabet, som samarbejder på kryds og tværs. Vi har et helt særligt engagement og en stolthed omkring det, vi laver. Det kan du glæde dig til at blive en del af.

Opgaver

  • Indhentning af og opfølgning på aktivers vedligeholdelsesdata og tilstandsdata
  • Bidrage til en sammenhængende styring af omkostninger, risici og performance
  • Sikre compliance med selskabets data governance
  • Støtte porteføljebeslutningsprocessen
  • Bidrage til at etablere kort- og langsigtede investeringsplaner
  • Løbende udvikle og optimere Metroselskabets asset management processer på operationelt, taktisk og strategisk niveau
  • Bidrage med kontraktlige krav til asset management leverancer ifm. kommende ny drifts- og vedligeholdskontrakt
  • Samarbejde på tværs af enhederne/teams (støtte tilsyn med vedligeholdelse og projekter)

Baggrund & kompetencer

  • Teknisk baggrund, for eksempel maskinmester eller ingeniør
  • 2-5 års erfaring med asset management i en infrastrukturvirksomhed fx transport eller forsyning
  • Kendskab til ISO 55001 asset management standarden
  • Kendskab til MMS-systemer som eksempelvis SAP (PM & MM) og/eller IBM Maximo
  • Gerne erfaring med digitalisering af asset management
  • Gerne viden om BIM (Building Information Modelling)
  • Gerne erfaring med at arbejde i en matrix organisation

Kontakt

Hvis du vil vide mere om jobbet, kan du ringe til Jakob Keinicke Sørensen på 7242 4519.

Ansøgningsfristen er den 5. december 2022, men vi holder løbende jobsamtaler og lukker rekrutteringen, når den rigtige kandidat er fundet. Send derfor gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Del på:
Region:
Region Hovedstaden
Yderligere oplysninger fås hos:
Jakob Keinicke Sørensen
Telefon: +45 7242 4519
Hjemmeside:
http://www.m.dk
Tilbage til toppen